Børns mundtlige legekultur

Resume af Povl Bjerregaard: ”Børns mundlige legekultur” kap. 10 i Dansk, kultur og kommunikation af  red. Mogens Sørensen 3.udgave

Resume af tekst 4

Teksten i kapitlet handler om de 6-12 åriges mundtlige legekultur, om dens genrer og udtryksformer kommer i spil i sociale sammenhæng og i samspil med udtryk for andre medier.

Legekultur er et begreb og kan defineres som ”Børns æstetisk symbolske udtryksformer”

Det centrale i børns mundtlige legekultur er fælleskabet, med leg af sproget.

Den mundtlige legekultur er dynamisk og kan tilpasses konkrete sammenhænge samt forståes som en del af børnenes sociale og kulturelle liv.

Den kan også hjælpe børn med at træne deres sprogudvikling og evnen til at kommunikere på mange niveauer f.eks. forhandling, og til at vurdere hvorvidt noget er seriøst el. humoristisk ment.

Den kan også bruges til at se og forstå de mange sproglige finurligheder og nuancer som et sproget består af.

Den mundlige legekultur kan deles op i genrer og udtryksformer.

Gåder og gådevitser:

Gådeformen er flere tusinde år gammel og dens spørgsmål- svar- formel er enkel, fleksibel og har historisk fungeret sammenhæng med bl.a. opdragelse, leg og religion.

Gåder lever primært blandt mindre børn i dag.

Gådevitsen er den mest udbredte gådeform i dag og den ligner gåden i spørgsmål-svar-formelen, men adskiller sig ved, at det er fortælleren der giver, svaret som snarer er pointen som i en vittighed.

Gådevitsen er logisk, men på en uforudsigelig og overraskende måde, der indgår ofte alle former for kreativ manipulation med sproget.

Gyserfortælling:

En gyserfortælling henter sit indhold fra bl.a. traditionsstof, medieråstof (bøger, film, computerspil) og i nogle tilfælde fra private fantasier, der fortælles i fiktiv form, f.eks. som noget fortælleren selv har oplevet.

Gyserfortælling kan også bruges i pædagogisk arbejde, f.eks. til oplæsning, på kolonien el. som til natløb.

En god fortæller er lydhør og reagerer på reaktioner fra tilhørerne, og fortælleren skal formåe at fastholde deres interesse, dette kræver stærke virkemidler fra fortælleren, derfor er drab, mord osv. gode.

”Alle børnene”-genren:

Genren er kort, med en stærk fikseret opbygning i tre sætninger.

Først beskrives en egenskab el. handling, der er norm for alle (børn), og derefter kommer undtagelsen med hovedpersonenes navn, til sidst den endelig rimede pointe-undtagelsen fra normen.

Den er forstålig og nem at digte vider på.

Parodier:

Begrebet parodier defineres som ”en komisk efterligning af en forfatters stil, holdning, ordbrug og tonefald “ ligesom andre former for udtryk kan parodieres, som f.eks. en måde at gå, tale el. opfører sig på. Det drejer sig med andre ord at ”gøre grin med noget” Parodier kræver, at man kender det som parodieres, uanset om det er en kendt person, sange el. en type med stærkt symbolsk indhold f.eks. pædagogen, læreren el. faderen.

At kunne udfører en god mundtlig parodi handler om at aflure iøjnefaldende træk og fremstille dem på en stiliseret og genkendelige måde som får andre til at grine.

Parodi er rette mod både sprogets indholdside f.eks. ordvalg og karakteristiske fraser, og dets udtryksside som f.eks. accent, dialekt, prosodi (melodi) samt brug af mimik og gestik.

Parodier kan rettes mod personer el. episoder, som børn i små grupper kender, når de f.eks. parodier en lærer el. en pædagog og når børn genfortæller en konflikt med en voksen over for deres kammerater, vil elementer af parodi ofte indgå.

Hvis jeg lige her til sidst, skal nævne en nu levne kendt komiker, som er rigtig god til at laver parodier, så kommer vi ikke uden om Anders Bo, som vi alle kender.

Rim og remser:

Rim og remser er meget forskelligartet sproglig og indholdsmæssig, de er svære at kategorisere. Alligevel har de nogle grundlæggende fællestræk: en enkel og klar markeret rytme og forskellige rim former som f.eks.  bogstavrim og enderim.

Rim og remser har en lang tradition, og gives ofte videre fra generation til generation, i dag formidles og overleveres rim og remser, dels fra voksne til børn og dels børn imellem, det sker i forskellige udtryksformer og sammenhæng.

Rim og remser  har været brugt pædagogisk så længe der har været pædagoger, det styrker børns sprogbrug og inspirerer til videre leg med ord.

Det er vigtigt, at der skabes plads til børns mundtlige legekultur i institutioner, og når pædagoger kender legekulturens forskellige genre og udtryksformer og deres betydninger for børns liv og samvær, må pædagogerne også overveje, hvordan de forholder sig til dette i institutionen.

Det støder måske nogle, når et af børnene fortæller en vits med etnisk el. indholdet er sjofelt, så er det i balancere mellem klare værdier og normer i institutionen og samtidig giver rum for disse udfoldelser, også når de er og kan opfattes som provokerende.