Opsamling af forløbet "Børns mundtlige legekultur"

Mine reflektioner over forløbet.

Jeg syntes det har været et rigtig godt og spændene forløb, hvor jeg har fået åbnet øjnene op for, hvor
stor betydning mundtlig legekultur har på børn.

Det at jeg fik sat teori på, hvorfor man laver sanglege og siger rim og remser, har gjorde det endnu mere interesant og tydeligere, hvor stor en betydning sproget har. Også at man kan tænke det ind i den pædagogiske lærerplan.

Jeg havde stor kendskab til rim, remser og sangelege i forvejen, da vi brugte det i vores daglige undervisning på mit praktiksted, men jeg har også selv som mor brugt rim og remser sammen med mine børn, men uden at have kendskab til, hvorfor man gjorde det.

Forløbet har også været med til at gøre mig mere opmærksom på at bruge det ude i praksis.
Jeg er også begyndt at tænke det ind ved borger/børn med fysiskfunktionsnedsættelse og psykiskfunktionsnedsættelse, da jeg ser det kunne være en måde at træne deres sprog på.
F.eks. med rim og remser og ombytning af ord o.lign. samtidig med, at de sikkert vil syntes det er en sjov måde at lege med ord på.
Dette havde jeg ikke set el. tænkt før dette forløb.

Jeg ser sproget som en af vores vigtigeste kommunikations elementer, da det er med til at skabe relationer og socialt samspil med andre, og forløbet her har været med til, at jeg nu vil være mere opmærksom på børns sprog og især på de sprogvanskeligheder, som vi kan støde ind i, da sprogudviklingen er en vigtig proces for børns udvikling.

Præsentations runden ved vores sidste indkald var rigtig interesant og har givet nye synsvinkler og gode ideer til at arbejde videre med sproget på.
Det er helt sikkert noget jeg vil tage med ud i det praktiske og arbejde videre med.

"Børns mundtlige legekultur" projekt

Børn & kultur - mellem gamle begreber og nye forstillinger

Resume af Beth Juncker:  "Børn & kultur - mellem gamle begreber og nye forstillinger" kap. 9 i Dansk, kultur og kommunikation af red. Mogensen Sørensen 3 .udgave

Resume af tekst 3

Teksten giver os en introduktion til de kulturbegreber, der har været i spil på det børnekulturelle felt.

Artiklen tager udgangspunkt i den samfundsmæssige udvikling fra et moderne industrisamfund til en senmoderne videns– og oplevelsessamfund, der både har ændret barndommens struktur og sat de kulturbegreber og den kulturformidlingstradition, vi har omfattet den med til diskussion.

Kultur under forvandling

Den tyske professor i pædagogik Thomas Ziehe er i en række studier af børn, unge og skolegang tidligt ude med et bud på konsekvenserne af den kulturelle forvandling.

I forhold til 1950’erne, hvor man finder en kulturel frisættelsen sted. Hvor det centrale i frisættelsen handler om en gennemgribende æstetisering af hverdagen, men ikke et socialt frisættelse sted.

Fra 1980’erne kan den æstetisering af hverdagen aflæses overalt i reklamer, lokalplaner, markedsføring, biler og livsstil. Alt iscenesættes æstetisk.

Frem til 1980’erne havde kulturinstitutioner og uddannelsesinstitutioner monopol på hver sin tilgang til det æstetiske og de kvalitetsforestillinger, der knyttede sig til forvaltningen af det.

En pædagogisk diskurs var omfattet af uddannelsessystemet, som betragtede de æstetiske fag som middel til dannelse, og som fokuserede på indlæring af analytiske, kritiske – diskuterende og vurderende tilgange.

Det æstetik blev definerede af kultursystemet som professionel kunst. Kunst var det ægte, det originale, det fornyende det indsigtsgivende.

I begyndelsen af det 20. århundrede havde det børnekulturelle system udviklet sig som en børnerettet del af det kulturellesystem, gradbøjer både kunst – og kvalitetsforestillinger pædagogisk: Kunst for børn er pædagogisk tilrettelagt i forhold til alder, modenhed og udviklingstrin.

Det almene kultursystem kan bestemt ikke skrive under på en kunstforståelse, men til gengæld underbygger det børnekulturelle system det almenes hierarkisk skel, som bliver en del af systemets selvforståelse, og skal beskytte børn mod markedstillag, - altså mod de æstetiske produkter, som systemet ikke selv har kvalitetsstemplet.

Æstetiseret hverdagskultur

Kunstnerisk el. pædagogisk hjælp skulle børn have til selvhjælp, dette kunne unge selv.

Dette skel er nu under opløsning, den kulturelle frigørelse synliggør, at der er en forskel på børnekultur, som er en professionel formidlingskultur, og børns kultur som er de måder, børn tager hverdagskulturen i brug på, men der er langt flere lighedstræk mellem børn og unges kultur end tidligere antaget.

Leg i det 20. og 21. århundrede

Børn fra 50’erne i forskellige aldre legede i flokke på gader og stræder, i baggårde, ved åer og vandløb. Der blev hinket, sjippet, spillet med hønseringe, kugler og bolde, meldt krig, leget dåseskjul, sanglege og sejlet med pinde. Alt sammen eksempler på modernitetens æstetiske udfoldelser.

Legene rykkede indendørs i det 21. århundrede. Udfordringer og udfoldelser er ikke længere så fysiske som tidligere, det er nye dimensioner af æstetiske mønstre og processer, der er i spil.

Børn fortæller vittigheder

Jeg syntes det har været sjovt og interessant at arbejde med vittigheder.

De vittigheder som jeg har lagt ind, udspiller sig fra en aften, ved aftensmaden.

Jeg fortæller ved bordet, at jeg skal lave en opgave omkring ”børn fortæller vittigheder” med det samme siger min 9 årige datter, at hun vil gerne fortælle nogle vittigheder.

Min datter går i gang med det samme, og er næsten ikke til at stoppe igen.

Hun kommer tit hjem og fortæller en vits, som hun lige har hørt i skolen el. når hun har været til sport.

Jeg har nedenunder skrevet de vittigheder som hun fortalte ved bordet.

                                                                 

Jeg har lavet en lille billede video sammen med min datter, hvor hun fortæller  vittighederne.

                                                          

                                                                                                                          

Gåde/gådevitse

Hvorfor tør fisken ikke at gå over vejen? Den er bange for hajtænderne

Denne er en gåde, hvor der er et spørgsmål – svar - formel, den er enkel i sin fortælling.

”Alle børnene” - genren

Den lille frække:

• Alle børnene sad på julemandens knæ, undtaget Nick, han sad på hans pik

• Alle børnene gik over vejen, undtaget Peter, han manglet en meter

• Alle børnene havde faldskærm på ryggen, undtaget Kent, han var ikke spændt  

Disse er korte med en fikseret opbygning i tre sætninger, men en slags vittigheder, med sort humor, hvor et navn på en pige el. dreng nævnes.

Navnet rimer altid med det sidste ord i sætningen.

Gåde/gådevitse

Denne her syntes jeg var svær at kategorisere.

Jeg vil sige at den er en gåde, fordi den også har et spørgsmål-svar formel, men er en længere gåde, men er enkel i sin fortælling.

Manden gik hen til nogle mennesker og spurgte dem ”hvad skal min hund hedde?”

Det næste ord jeg siger er det min hund skal hedde.  Lort råbte manden, så kom hans hund til at hedde lort.

Manden købte så et hus, han gik hen til menneskerne igen og spurgte "hvad skal mit hus hedde?" Det næste ord jeg siger er det mit hus skal hedde. Røvhul råbte manden. Manden gik hen på politistationen og sagde til politimanden,  jeg kan ikke finde min lort, jeg har ledt hele mit røvhul igennem.

Hun fortæller mig ved samme lejlighed, at de fortæller hinanden  mange vittigheder i skolen, jeg spørger indtil om de også sender dem til hinanden på mobilen. Dette svare hun nej til, for som hun siger, de er ikke sjov på samme måde, som de er, når de fortæller dem til hinanden.

Jeg spørger hende om hvor de så lære dem henne? Hun svarer, at det gør de i skolen, ved at de høre når nogle af de større elever fortæller vittigheder og så ligger der mange inde på youtube, hvor de nogle gange går ind i timerne, når de er færdige med at lave deres ting og får fri til at surfe rundt.

Børns mundtlige legekultur

Resume af Povl Bjerregaard: ”Børns mundlige legekultur” kap. 10 i Dansk, kultur og kommunikation af  red. Mogens Sørensen 3.udgave

Resume af tekst 4

Teksten i kapitlet handler om de 6-12 åriges mundtlige legekultur, om dens genrer og udtryksformer kommer i spil i sociale sammenhæng og i samspil med udtryk for andre medier.

Legekultur er et begreb og kan defineres som ”Børns æstetisk symbolske udtryksformer”

Det centrale i børns mundtlige legekultur er fælleskabet, med leg af sproget.

Den mundtlige legekultur er dynamisk og kan tilpasses konkrete sammenhænge samt forståes som en del af børnenes sociale og kulturelle liv.

Den kan også hjælpe børn med at træne deres sprogudvikling og evnen til at kommunikere på mange niveauer f.eks. forhandling, og til at vurdere hvorvidt noget er seriøst el. humoristisk ment.

Den kan også bruges til at se og forstå de mange sproglige finurligheder og nuancer som et sproget består af.

Den mundlige legekultur kan deles op i genrer og udtryksformer.

Gåder og gådevitser:

Gådeformen er flere tusinde år gammel og dens spørgsmål- svar- formel er enkel, fleksibel og har historisk fungeret sammenhæng med bl.a. opdragelse, leg og religion.

Gåder lever primært blandt mindre børn i dag.

Gådevitsen er den mest udbredte gådeform i dag og den ligner gåden i spørgsmål-svar-formelen, men adskiller sig ved, at det er fortælleren der giver, svaret som snarer er pointen som i en vittighed.

Gådevitsen er logisk, men på en uforudsigelig og overraskende måde, der indgår ofte alle former for kreativ manipulation med sproget.

Gyserfortælling:

En gyserfortælling henter sit indhold fra bl.a. traditionsstof, medieråstof (bøger, film, computerspil) og i nogle tilfælde fra private fantasier, der fortælles i fiktiv form, f.eks. som noget fortælleren selv har oplevet.

Gyserfortælling kan også bruges i pædagogisk arbejde, f.eks. til oplæsning, på kolonien el. som til natløb.

En god fortæller er lydhør og reagerer på reaktioner fra tilhørerne, og fortælleren skal formåe at fastholde deres interesse, dette kræver stærke virkemidler fra fortælleren, derfor er drab, mord osv. gode.

”Alle børnene”-genren:

Genren er kort, med en stærk fikseret opbygning i tre sætninger.

Først beskrives en egenskab el. handling, der er norm for alle (børn), og derefter kommer undtagelsen med hovedpersonenes navn, til sidst den endelig rimede pointe-undtagelsen fra normen.

Den er forstålig og nem at digte vider på.

Parodier:

Begrebet parodier defineres som ”en komisk efterligning af en forfatters stil, holdning, ordbrug og tonefald “ ligesom andre former for udtryk kan parodieres, som f.eks. en måde at gå, tale el. opfører sig på. Det drejer sig med andre ord at ”gøre grin med noget” Parodier kræver, at man kender det som parodieres, uanset om det er en kendt person, sange el. en type med stærkt symbolsk indhold f.eks. pædagogen, læreren el. faderen.

At kunne udfører en god mundtlig parodi handler om at aflure iøjnefaldende træk og fremstille dem på en stiliseret og genkendelige måde som får andre til at grine.

Parodi er rette mod både sprogets indholdside f.eks. ordvalg og karakteristiske fraser, og dets udtryksside som f.eks. accent, dialekt, prosodi (melodi) samt brug af mimik og gestik.

Parodier kan rettes mod personer el. episoder, som børn i små grupper kender, når de f.eks. parodier en lærer el. en pædagog og når børn genfortæller en konflikt med en voksen over for deres kammerater, vil elementer af parodi ofte indgå.

Hvis jeg lige her til sidst, skal nævne en nu levne kendt komiker, som er rigtig god til at laver parodier, så kommer vi ikke uden om Anders Bo, som vi alle kender.

Rim og remser:

Rim og remser er meget forskelligartet sproglig og indholdsmæssig, de er svære at kategorisere. Alligevel har de nogle grundlæggende fællestræk: en enkel og klar markeret rytme og forskellige rim former som f.eks.  bogstavrim og enderim.

Rim og remser har en lang tradition, og gives ofte videre fra generation til generation, i dag formidles og overleveres rim og remser, dels fra voksne til børn og dels børn imellem, det sker i forskellige udtryksformer og sammenhæng.

Rim og remser  har været brugt pædagogisk så længe der har været pædagoger, det styrker børns sprogbrug og inspirerer til videre leg med ord.

Det er vigtigt, at der skabes plads til børns mundtlige legekultur i institutioner, og når pædagoger kender legekulturens forskellige genre og udtryksformer og deres betydninger for børns liv og samvær, må pædagogerne også overveje, hvordan de forholder sig til dette i institutionen.

Det støder måske nogle, når et af børnene fortæller en vits med etnisk el. indholdet er sjofelt, så er det i balancere mellem klare værdier og normer i institutionen og samtidig giver rum for disse udfoldelser, også når de er og kan opfattes som provokerende.

At skabe antropologisk viden om børn

Resume af Eva Gulløv og Susanne Højlund: "At skabe antropologisk viden om børn"

 Resume af tekst 2 

Teksten handler om de forskellige problemstillinger, som der er i forbindelse med børneforskning.

Man anskuer antropologisk (læren om mennesker i bred forstand) børneforskning som en disciplin, der både er rettet mod børn og mod de sammenhænge, de indgår i, som f.eks. deres handlinger, sociale processer, udtryksformer, hverdagsliv og deres forskellige relationer.

Feltarbejde:

Feltarbejde er en overordnede betegnelse for forskellige etnografiske metoder og må betragtes som en grundsten i antropologisk forskning.

Et feltarbejde kan strække sig fra få måneder til flere år; det væsentlige er at være i felten så længe, at man indtager en accepteret position i forhold til de menneskers liv man studerer.

Feltarbejde stiler således mod indlevelse i menneskers hverdag for at få blik for de prioriteringer og logikker, der motiverer til handling og giver mening lokalt, uanset om de er erkendt eller ej.

Et af de vigtige elementer i feltarbejdet er at undre sig over de forhold, man konfronteres med, for derpå at undersøge baggrunden for dem.

Feltarbejde er altså ikke udtryk for en bestemt tilgang. Der findes mange forskellige tilgange, for enhver undersøgelse må tilpasses det specifikke genstandsfelt og den problemstilling, der arbejdes ud fra.

Feltarbejdet går ud på at få blik for menneskers handlinger og forståelser og forsøge at begribe de mønstre og logikker, der kan forklare dem, uanset hvor i verden man bedriver forskning.

Deltagerobservation:

Deltagerobservation er det centrale i feltarbejdet. Feltarbejdet bygger på deltagelse i andres menneskers hverdagsliv kombineret med observation og systematisk refleksion over det iagttagede.

Den etnografiske tilgang er således dobbelt, idet den på en og samme tid indebærer en indlevelse og en distance.

Grundlaget for at håndtere balancen mellem nærhed og distance er refleksivitet.

Det er værd at pointere, at et barneperspektiv ikke er en empirisk størrelse, der fremkommer ved studier af børns udsagn og handlinger alene, men en analytisk konstruktion, der hænger sammen med de teoretiske overvejelser, man gør sig i forbindelse med opbygningen, udførelsen og analysen af et feltarbejde.

Lige til slut et citat, som jeg syntes teksten beskriver godt:

”Den antropologiske forskning retter sig således mod børns viden og handlinger, ikke mod repræsentation af deres perspektiver, for vi kommer aldrig så tæt på, at vi kan sige, vi deler deres erfaringer eller ved, hvordan de tænker.De forståelser, der produceres gennem feltarbejde blandt børn, peger i stedet mod mere komplekse forklaringer af de sociale og kulturelle betingelser, som børn aktuelt lever i og med".